Bioenergi, brusebade og bøvlet kommunikation

Written By :

Category :

Quick read

Posted On :

Share This :

Kommunikation er svært. Det er plakaten nedenfor et godt eksempel på.

Den umiddelbare og mest ligefremme tolkning af plakaten er: Jo mere mad jeg smider ud, desto længere brusebad kan jeg tage med god samvittighed. Hvis 3 kilo madaffald er lig med 5 minutters bad, skal jeg bare smide 6 kilo mad ud for at tage et varmt bad på 10 minutter. Det er formentlig ikke det ønskede budskab.

Jeg tror, at jeg forstår det tilsigtede budskab; jeg skal sortere mit madaffald separat, fordi det så kan omsættes til energi, der kan bruges til f.eks. at varme vand.

Men den tolkning kan jeg kun lave, fordi jeg ved, at affaldssortering giver mulighed for at optimere håndteringen af forskellige materialer i stedet for bare at brænde alt af i samme gryde, og fordi jeg ved, at madaffald kan blive til bioenergi. Og ærlig talt er jeg ikke engang helt sikker på, hvordan det foregår.

En dygtig kommunikatør overvejer naturligvis sit publikum og opstiller nogle forventninger til deres forståelsesramme.

Men uanset modtagerens forventede forudsætninger for at tolke et givent budskab, bør budskabet aldrig kunne tolkes direkte modsat af intentionen. Og det er afsenderens ansvar.

Det er en helt anden diskussion, men jeg gad godt vide, hvor meget deres call to action har virket. Ikke ret meget, gætter jeg på. De kunne jo have gjort det lettere ved at indsætte en QR-kode, men det er nok de færreste almindelige mennesker, der stopper op på gaden for at beregne, hvor mange grønne brusebade deres madaffald giver.

Så tak til Københavns Kommune for en god reminder til alle os, der arbejder med kommunikation:

  • Pas på med forventninger til modtagerens forståelsesramme.
  • Budskabet må aldrig kunne fortolkes på en måde, der leder til decideret uønsket adfærd.
  • Selvom call-to-action er populært og somme tider effektivt, er det ikke noget, der bare skal med for enhver pris.